Æggen

Det er forår, og vi er i mine forældres hus, og vi skal pode det gamle æbletræ i baghaven. Vi ser en tutorial-video på YouTube. De lister op, at vi skal bruge: elastikbånd, kniv, bast, grensaks, podevoks og grensav. Vi har klippet podekviste af forskellige lækre æbletræer, vi er kommet forbi i nabohaver og den omkringliggende skov. Vi har bundet dem sammen, pakket dem i vådt avispapir og opbevaret dem på køl indtil i dag, hvor nattefrosten endelig er væk, og podningen kan begynde. Vi åbner de kolde, klamme avispapirspakker og klipper snorene, så podekvistene ruller ud på bordet.

“Det ligner, de pakker fiskene fra fiskemanden, kommer hjem i, i din mors cykelkurv”, siger du. “Så ville det have været en nøgen, bleg fisk, der lå der”, tilføjer du. En efter en skærer vi et langt fint snit ned gennem hver podekvist. Mens vi gør det, tjekker vi, at podekvistene ser friske, saftspændte, sunde og grønne ud indeni. Så drikker vi kamillete, fordi vi stadig er snottede efter vinteren. Vores arme hviler mod hinanden på bordet i udestuen, så de matchende sølvarmbånd rør hinanden ved spændet. Så saver vi grene af det gamle æbletræ i baghaven. Vi vil pode mange grene med mange forskellige podekviste, har vi besluttet os for. Vi skærer lodrette snit ned gennem de nu grenløse stubbe. Veddet i stubbene åbner sig som lyst kød mod os, når vi med vores hænder presser marv mod bark på hver side af snittene. Veddet er mere tørt end fedtved. Med fire fingre på hver hånd lægger vi et stille pres mod veddet i retning ud- og nedad. Imens støtter tommeltotterne bevægelsen på barksiden. Når der er åbent nok, presser vi podekviste med de fine, lige, lange snit på plads, ned i hver deres stub. Vi fikserer podekvist i stub med bast. Samlingerne skal lukke helt tæt, så der ikke trænger fugt og sygdom ind, så vi smelter podevoks i en gryde og forsegler samlingerne. Så venter vi spændt på, at træet skal hele.

-

Du læser tit, når jeg gerne vil have din opmærksomhed. Jeg fortæller dig det aldrig, men jeg ville ønske, at du, mens du stadig kunne, havde podet mig med dit køn, så mit kunne have vokset sig længere og række ud i verden. Først skulle noget fjernes, så jeg åbnede køkkenskuffen i dine forældres hus i Hillerød. Jeg stod lidt og lod blikket løbe fra den ene kniv til den anden. Der var de store til steg. Der var de små til pille-kartofler. Jeg lukkede hurtigt skuffen igen ved et puf med underlivet og mærkede det blå mærke på hoften. Det sagde en højere lyd end forventet. Du kom ikke. Jeg stod lidt og kiggede ud ad køkkenvinduet, på fuglene i æbletræet, på spindelvævet i vinduets øverste højre hjørne, der havde regndråber hængende i sig, men ingen edderkop hjemme. Så åbnede jeg skuffen igen, tog kniven, der så skarpest ud, op, sleb den i et par hurtige bevægelser over slibestenen, som stod fremme på køkkenbordet: “svush, svush”. Du kom ikke. Så lagde jeg knivens skarpe, kolde blad ind mod min varme, blege hud på højre lår under den grønne boxershortskant. Lidt gåsehud. Uden at tænke, skar jeg i et hurtigt snit en flig af huden på låret og lod den lande i højre håndflade. Jeg bevægede hånden frem og tilbage, så hudstumpen blævrede let, “ja er du en lille fin kyllingefilet?”, hviskede jeg så sødt mod den. Så lagde jeg fileten på sølvpapirsfirkanten, som jeg havde lagt klar til at tage imod på køkkenbordet ved siden af knivsliberen. Jeg foldede med præcision de fire sølvhjørner ind over kyllingen og pressede, så den holdtes fast. Jeg gemte det lille kosmiske frø i lommen bagerst i min notesbog. Jeg fandt noget bandage på badeværelset i reparationstasken og ventede spændt på, at huden skulle hele.

-

Du sætter dig for at skabe en melormefarm på en ø, du kalder klippeøen, på en planet, du kalder planeten. Du vil passe og tage vare på den det næste års tid og gendøbe dig selv Nobina og kun gå i crop top efter din top surgery. Du er færdig med at være menneske uden melorme, siger du. “Det forstår jeg ikke rigtigt”, siger jeg, men det er vist heller ikke meningen, jeg skal forstå det. Du vil skabe en slags arena, hvor du vil passe og træne melormene. De skal spise kyllingelår, så de ikke spiser hinanden, men de skal også spise flamingo, for dét, du vil træne dem til, er at nedbryde plastik. 

Forberedelsesritualet til turen er at pakke en rygsæk med én ting i: den gennemsigtige silikonedragt (med similisten langs rygraden som markers). Resten af materialerne, du skal bruge til at bygge arenaen, vil du finde på vejen til planeten: du vil indfange plastik med net fra de gigantiske svævende plastikøer, der cirkulerer i orbit omkring vores planet. “Hvad skal der blive af mig, når du tager afsted for at passe din melormefarm på planeten? Hvad nu hvis jeg taber mig selv på betongulvet i mellemtiden med et dundrende brag, og du ikke er der til at samle mig op?”, spørger jeg fortvivlet.

“Ja hvad så?”, hører jeg en stemme som din i mit hoved svare. Du sætter rygsækken til rette på ryggen og forlader lejligheden. “Du er en bly viol på vej ud på universfærd”, siger jeg og prøver at få det til at lyde romantisk, mens du går over dørtærsklen. Døren lukker i med et lille klik, og jeg er, sammen med alle planterne, den eneste tilbage på indersiden.

-

Vi blev fortalt at ældre træer bærer dårlige eller ubrugelige frugter og så stolede vi på det. Derfor lagde vi planen om at pode træet og fuldførte den. Det var april, da vi gjorde det, og træet blev podet som familietræ, idet vi podede et utal af sorter på dette ene udvalgte, gamle træ. Resten af foråret ventede vi spændt på, at træet skulle hele, og sårene lukke sig om podningskvistene, folde sig ind over sig selv som røvhuller siger nogen. Det gik langsomt, så vi ventede også hele sommeren og vinteren igennem. Da det igen bliver april mødes vi, fletter fingrene sammen og går ud til træet i baghaven for at se efter. Vi ser endelig fint lukkede sår med sammenrullede sårskorper, der har samlet sig i tykninger rundt langs sårkanterne. Vi ser podningskviste, der er blevet indoptaget og nu selv er begyndt at spire, udvikle knopper, der kan springe i blad, blomst eller æble. Vi ser hinanden i øjnene og nikker tilfreds. Vi går ind og siger det til min mor og far, som sidder gamle i tv-stuen og ser Bonderøven gøre endnu en kommune vild. De bliver glade og peger ud på den vilde blomstermark i forhaven.

-

Nogle dage efter begynder jeg at modtage MMS’er med billeder af dig, der bygger din melormefarm. Du har fået flere tusinde melorme doneret fra en lokal dyrehandel, som du har

omringet dig selv med i en hvid arena, overdækket af en gennemsigtig plastik-dome. Du bevæger dig i små, nøje afmålte hak i videoklippene, fordi du må være forsigtig, så du ikke træder melormene ihjel. Du imiterer deres bevægelse, slår let ud med dine ender, ligesom melormene kan finde på at gøre det med deres haler. Dine bevægelser er blevet nogle andres. Du er selv blevet en slags melorm i din gennemsigtige silikonedragt, der lukker helt tæt omkring dig, kun med åbninger omkring læberne, så du kan trække vejret. Den slutter så tæt, at der er kondensansamlinger under silikonen, mod din ryg, som får similistenene til at glide rundt. Du passer godt på melormene, sørger for, at de spiser deres kyllingelår og flamingo, så de ikke spiser deres afkom. Du planlægger at være her længe, skriver du til mig i SMS’er mellem videoklippene. Jeg venter bare.

-

Jeg tjekker min telefon, der brummer i lommen fordi nye MMS’er med billeder af melormefarmen tikker ind. På billederne ser jeg at melormene har taget til i størrelse og i antal. De dækker nu hele arenaens gulv, og det må være blevet sværere for dig at bevæge dig rundt uden at træde dem til lemlæstelse eller død. På de af billederne hvor din skygge er med, kan jeg se at du har tabt dig, og det bekymrer mig. Skyggen er helt smal om taljen, og bryster og kinder er indsunkne, så vidt jeg kan skyggeskimte. Der er næsten ingen kyllingelår tilbage på underlaget i domen, men der er til gengæld masser af flamingo. Måske har melormene endnu ikke fuldendt deres flamingonedbrydningstræning. Lyset er smukt og blegt og grønt, changerende til blåt på planeten, ser jeg på billederne. Det ligner næsten den blafren, der er i nordlys, tænker jeg. Det er længe siden, du har sendt ord sammen med dine billeder. Alt, der kommer igennem til mig, er stumme billeder, der lyser op på min Nokiaskærm i den dunkle lejlighed, hvor jeg stadig er alene med planterne. De hænger mere nu, fordi du ikke er her til at kærtegne deres blade. Det udgør en vigtig del af deres næring, har jeg opdaget, nu du er væk. Jeg sidder i lænestolen i hjørnet, lægger mobilen fra mig for at skrive videre i notesbogen da en sølvflig falder ud fra lommen bagerst. Den daler til jorden som en tyndslidt fjer og bliver til sølvstøv mod gulvets brædder.