Fødsel

En dag blev min mor gravid i hånden. Jeg lå som en kugle i en bælg på håndryggen, spændt ud og allerede væskende, da hun stødte hånden mod et bordhjørne. Den sprang åben, og jeg landede på køkkenbordet, hvor min mor var ved at ælte et brød.

Mor og far så på mig med åbne munde. Jeg blev så glad så glad for at se dem. I ren begejstring kantede jeg mig hen over bordpladen. Dejen forsvandt, og jeg trillede om på maven. Fra baghovedet kiggede et andet ansigt frem. Et smil bredte sig under det tynde hår. Dej i gummerne. 

Vi delte rygsøjle, kønsdele og hjerne. Jeg kunne høre alle hans tanker, og han kunne høre mine. Vi fik hinanden til at grine så meget, at hele bordet rystede. Min mor tog vores hoved i sine hænder. Hun så først på det ene ansigt og så på det andet. Hun vendte og drejede os. Rundt og rundt det gik. Så stoppede hun ved mig og holdt fast. Hun trykkede på vores mave og sagde:

du har vist spist for meget, min lille pige? 

Så pressede hun sin brystvorte ind mellem mine læber. Vi blev helt varm og udvidet som en ballon, der blev større og større, og vi fløj helt op til loftet. Vi begyndte at synge en sang.

Roo roo roo din båd!

Far klappede hænderne om os, som om vi var myg. Vi eksploderede, og de kørte os babu på hospitalet. Vi græd og vi græd.

du har bare lidt ondt i maven. det er det hele, sagde mor og strøg os over hovedet.

Da jeg vågnede igen, var alt stille. Jeg kunne ikke høre min bror mere. Mit hoved var bundet stramt ind. Far så ned på mig.

HVOR ER DU FIN, sagde far.

Min mor bøjede sig ned og kyssede mig.

vores lille, fine pige.

Så startede et orgel på max, og de gik ind i kirken med mig. Jeg var rullet ind i en hvid kjole med lyserøde bånd, der slæbte hen ad kirkegulvet. Der var en hel masse mennesker, som ikke kunne lade være med at smile .

Ved døbefonten stod præsten med et helt karneval af tænder, der stod frem række efter række i ganen som hos en haj. Tænderne gik ned i halsen, hvor de stak ud og udgjorde pibekraven. Han strøg hånden over sin bog.

HVAD ER BARNETS NAVN?

REGINA DAM EBBESEN, sagde min far.

FORSAGER DU DJÆVELEN OG ALLE HANS GERNINGER OG ALT HANS VÆSEN?

JA! sagde han.

TROR DU PÅ GUD FADER, DEN ALMÆGTIGE, HIMLENS OG JORDENS SKABER?

JA! 

VIL DU DØBES PÅ DENNE TRO?

JA!!

Bagefter gav de mig en hue på i farven lyserød.

En ældre dame kom op til os. Hun havde et enkelt gigantisk øje, der stak op af en tilknappet kjole.

hvor er det en fin pige, sagde hun.

Jeg kom til at nyse så voldsomt, at rester af tænder, plasma og knoglesplinter satte sig i øjet på hende.

det må du virkelig undskylde! sagde min mor og begyndte at hive lommetørklæder frem i alle størrelser. vores pige er bare træt.

Jeg kastede hovedet tilbage og begyndte at skrige. Far proppede en sut i munden på mig. De vuggede mig op og ned, mens de tyssede så spyttet stod.

Mens gæster kom for at sige tillykke, i en hel parade af tænder, blev jeg ved med at skrige, indtil min fars mundvige brat vendte nedad.

Hans hånd farede op under kjolen, hvor han nev mig hårdt. Min mor gjorde klogt i at køre os hurtigt hjem. Så snart døren var lukket bag os, sagde han:

NU HOLDER DU SIMPELTHEN OP MED DET DER! og greb ud efter mig. Men min mor var hurtigere. Hun holdt mig væk i strakt arm, og det lykkedes hende, for hun var i forvejen et par hoveder højere end far.

Jeg var ved at falde ud af armene på hende, fordi jeg ikke kunne lade være med at græde. Det blev så voldsomt, at hun til sidst ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre, end at putte mig direkte ind i vaskemaskinen for at få en pause, som hun sagde.

Hele natten kørte jeg på program, piskende mod vaskemaskinens øje, mens jeg stirrede på en gigantisk hvid væg. Midt på væggen var der et lille hul. Det åbnede sig langsomt til et helt vindue. 

Der var en gade derude. Ingen biler eller mennesker. Men der stod noget og svajede, overkroppen lang og halsen tynd, som endte i et hoved på størrelse med en knytnæve. Så knækkede det sammen på midten og forsvandt.

KAN DU SÅ KOMME OP! Min far hamrede på låget og åbnede, så jeg flød ud med spildevandet.

skat, du skal i børnehave, sagde min mor med et smil.

Børnehave?

MOR FØLGER DIG DERHEN. SÅ OPFØR DIG PÆNT.

Nu skal jeg endelig udenfor, tænkte jeg spændt, mens jeg så vinduet for mig, fra natten før. Jeg smilede for første gang, siden jeg var kommet til verden.

Tak.

Men jeg skulle ikke gå selv. Min mor åbnede munden og puttede mig derind. Hun gik med mig hele vejen til børnehaven, hvor hun spyttede mig ud på linoleumsgulvet og gik sin vej.

I børnehaven skulle jeg sige mit navn, min alder og hvor mange søskende, jeg havde. Jeg sagde, jeg havde en bror. Børnehavepædagogen blev vred på mig. Men jeg sagde, at det altså var rigtigt.

Da min mor kom og hentede mig, fortalte pædagogen, at jeg havde løjet i børnehaven.

DU SKAL IKKE LYVE!! buldrede min far. Mor og far fandt i fællesskab en kagekoneform fra køkkenskabet. De proppede mig derned, puttede låg på og sømmede det fast.

Adskillige år gik, mens jeg lå i formen. Det, jeg kunne opsnappe, var fordrejningerne af de lyde, der ramte formens metal. Her er, hvad der skete, mens jeg lå derinde:

Mor og far satte sig i sofaen og kom ikke op foreløbig. Som tiden gik, tog de mere og mere form som sofaen, som smør på en pande. Men så stødte min mor hånden mod stuebordet, og jeg fik to nye søskende. De var helt som de skulle være.

EN DRENG OG EN PIGE, konkluderede min far.

Han kunne lide min lillebror bedre, så min lillesøster voksede hurtigere op. Hun begyndte straks at bevæge sig på egen hånd og lærte sig selv at gå, mens min far lå henslængt over min bror og madede ham med fingrene.

Imens begyndte min søster at gå langs kanter. Fodlister. Så gardinstænger. Snart op ad bogreolens sider. Hun var så perfektionistisk, at man ikke kunne krydse hendes vej. Så ville hun skrige, så væggene fik huller. Det var ikke så ofte, de så til hendes side, men når de endelig gjorde, og hun åbnede munden for at skrige, var min fars metode at putte hende i fryseren i udmålte intervaller. Det virkede vist, og hullerne gik i sig selv igen.

Min bror var blevet rund som en vindrue. Min far var utålmodig over hans manglende evne til at gå, så han satte ham på en cykel. Han trænede med ham dag og nat på racercykler, ladcykler, liggecykler, bmx, enhjulede og firhjulede, med flere. De blev installeret stationært rundt i huset på alle flader, herunder lofter, mens min far jævnligt kom med tilråb:

SMERTE FORTRÆNGER SVAGHED!

Den cykel, min far foretrak, at han brugte, var på et lodret stativ på siden af huset, hvor naboer og besøgende kunne iagttage hans progression.

Men en dag blev det for meget for min bror. Han kravlede op i rullegardinet og ingen kunne finde ham i årevis.

Mine forældre hengav sig igen til sofaen, denne gang i en mere total sammensmeltning, hvor de udgjorde en samlet enhed, dem og sofaen. 

Undertiden havde min søster udvidet sin gang til linjerne udenfor. Hun befandt sig i staldbygningens tagrende, da min onkel en dag kom forbi.

Han ankom i sin sorte bil, der ligesom ham selv var kisteformet af bygning. Han gik ikke ind, men af sædvane stillede han sig i et hjørne af gårdspladsen og stirrede frem for sig under sneglekødstunge øjenlåg.

Min søster skiftede linje og stillede sig på toppen af stalddøren, hvor hun kopierede onkels form. Deres forhold bestod af sidelæns blikke.

Min onkel havde studeret tortur i Rusland og var en af de bedste i verden til at tegne systemer til krematorieanlæg. Derudover havde han 19 børn derhjemme. Hver og én bekymrede ham på forskellige måder.

HUN HAR ALTID VÆRET GOD TIL AT TAGE SIG AF ANDRE MENNESKER, sagde min far om min søster. Han havde endelig opdaget onkel og var rykket ud på gårdspladsen med mor og sofaen.

SOM I VED, GÅR VORES ENESTE SØN PÅ PRÆSTESEMINARIET, sagde onkel.

JA, DET VED VI, sagde far.

Min onkels søn var en utroligt krumbøjet skikkelse, der uafbrudt sad placeret i et udstillingsvindue i deres hus, mens han dagen lang studerede sine græsk-, hebraisk- og latinsprogede bøger.

DET ER VIGTIGT, HAN PASSER SINE STUDIER. MEN DET ER GODT FOR HAM AT OMGÅS ANDRE.

I HAR VORES FULDE OPBAKNING, sagde min far.

Der blev stille, mens de længe så på hinanden.

HUN HAR ALTID VÆRET GOD TIL AT TAGE SIG AF ANDRE MENNESKER, sagde min far igen. Sådan blev det besluttet, at min fætter og min søster skulle giftes på hendes 18 års fødselsdag.

Min søster stod stiv som en vejrhane oppe på stalddøren. Hun blev stående og så på dem. Hun sagde ikke noget. Så var det en aftale.

Jeg tror, min bror måtte have hørt om aftalen, for han fik viklet sig ud af rullegardinet den dag, brylluppet skulle stå. Rullegardinets kondens havde fået ham til at svulme op, så han var vokset til firedobbelt størrelse. Nu gik min far ham kun til knæhaserne. Selvom min bror fyldte det hele, var det som om, de ikke kunne se ham. De sagde ingenting til ham, og han sagde intet til dem.

Brylluppet blev gennemført under god ro og orden. Min søster og fætter sad pænt og urørlige ved siden af hinanden gennem hele festen.

Min bror, der havde sat sig overfor parret, veg ikke blikket fra hende, som om han prøvede at dissekere brylluppets elementer fra det, han kendte fra sin søster.

Talerne fortsatte i 7 dage og 7 nætter, hvor alle gæster forblev komplet fastfrosne på stolene. Dissekering blev efterhånden vanskeligere for min bror, eftersom det var svært at skille det ene fra det andet, når der ingen bevægelser var.

På et tidspunkt begyndte rundbordene at hæve sig. Min søsters øjne flakkede fra far til onkel til sin mand. Ingen bemærkede bordene, bortset fra min bror. De svævede hen i køkkenskakten, hvor de satte sig i luften og blev faste som birkestubbe. Så mødtes deres blikke for første gang. Min bror og min søster. Hun strakte sine fødder ind under bordet, så de rørte hans, og de blev ét. En form og en skygge.

Da der blev skålet efter den sidste tale, lænede hendes mand sig ind til hende og sagde:

NU TAGER VI HJEM.

Hun forsøgte at frigøre sig fra hans greb. Min bror rejste sig omgående, så min søster faldt ned under bordet. Så løb han mod køkkenskakten. Hun flagrede efter ham som en hvid skygge. De løb op ad trinene til taget, hvor udsigten ikke var andet end et sort hul. De stod og kiggede lidt. Så sprang de, hånd i hånd.

Efterfølgende faldt snakken på mig igen, fordi min fætter ikke mere havde en kone. De hev sømmene ud og åbnede kagekoneformen.

OP MED DIG, sagde min far og bankede for at få mig ud.

Jeg lå nu og så op på mine forældre igen. I den tid jeg havde ligget derinde, havde min krop udviklet sig til deres tilfredsstillelse. Jeg var velformet og rund de rigtige steder, som de sagde. Jeg var smuk, som de sagde.

HAR DU TÆNKT OVER, HVAD DU HAR GJORT? sagde min far. Han så gammel ud, mens han knugede min mor. Kuløren af knoglemarv.

Jeg nikkede uden at sige noget.

Min far sparkede mig med én gang over på stolen, hvor ymer og cornflakes allerede var hældt op. Han pressede mine kæber fra hinanden og med en grydeske masede han hele balladen ned i mig, mens mor satte mit hår i stramme rottehaler. Herefter trak de en kjole på mig som en presset pølse, og en laktaske blev spændt op under nakken. 

Mange tak, sagde jeg.

Efter skole skulle jeg giftes med min fætter, sagde de.

Hvad de ikke sagde var, at de havde tænkt sig at levere mig ved alteret i kagekoneformen for at undgå mest muligt vrøvl. De ville selvfølgelig svøbe formen i tyl og broderinger, så den blev fin, samt bore det nødvendige hul til formering.

Jeg skulle med toget i skole. Det var første gang, jeg var udenfor.

Mine forældre satte enden af et garnnøgle fast i kraven på min kjole, så jeg ikke kunne forsvinde.

Inde i toget sad folk på række. De så alle ud af vinduerne. De så mig ikke. Den næste togvogn var fuld af røg. Jeg kunne ikke se hovederne på passagererne, men der var noget i bevægelse derinde. Det kravlede hurtigt væk med en knasende lyd. Jeg prøvede at følge efter, men det blev ved med at forsvinde. Det var en skygge mere end et menneske. Jeg løb. Gennem den ene vogn efter den anden. De var alle fulde af røg. Mine øjne var fulde af vand. Så stoppede toget pludselig. Vi var midt i skoven.

Skyggen hoppede ud, og jeg nåede lige at hoppe efter, inden dørene lukkede og klippede garnet over.

Skikkelsen satte i et radbrækket løb langs sporene. En hæs vejrtrækning gav genlyd mod skoven. Så forsvandt den. Jeg løftede en vifte af blade, der åbnede til en tavs skovbund.

Der stod han. Foroverbøjet og udtørret som et stykke ristet løg. Hovedet på størrelse med en knytnæve. Han gik længere ind, og jeg fulgte efter. Selvom det blev mørkere, syntes han at blive tydeligere. Hans torso blev bredere som skoven blev tættere. Jeg havde svært ved at få luft ned i lungerne, så jeg sagtnede farten. Der kom en sær knasende lyd fra mine led. Jeg opdagede mine arme, ben og overkrop var svundet så meget ind, at jeg næsten ikke kunne få øje på mig selv. Der var ikke andet end et tørt skrog tilbage, der hæftede til rygsøjlen. Da jeg så op igen, stod han foran mig.

Hvem er du?

Men jeg talte uden stemme.

Han åbnede munden på vid gab og udgjorde i sig selv en dyb afgrund. Han slugte mig i ét stykke. Jeg hørte mig selv knase, som var jeg ikke andet end en sårskorpe.

Han tog hjem til mine forældre. Det var som om, de havde glemt alt om mig, og de tog imod ham som deres søn.

Mor lavede spontant en blå lagkage i 15 etager med kyllinger langs kanten og både Jesu død og opstandelse lavet i marcipan på toppen: Tre kors, en grav og en påskelilje.

De spiste det hele, og der var god stemning.

Jeg slog på indersiden af hans ribbenskasse og sparkede til hans indvolde. Men det så ikke ud til, at han kunne høre mig. Han lagde sig bare ned. Han fik sin egen seng med puder og dyne og det hele. Mine forældre aede ham på ryggen, og inden de gik, gav de ham et kys på kinden.

Da han faldt i søvn, begyndte jeg at arbejde mig op gennem halsen på ham. Mit indtørrede ansigt kom op under hans. Jeg bevægede mig indtil huden strammede om brystkassen, albuerne, lårene, storetåen. Jeg stoppede ikke før jeg var fyldt ud. Mine drømme blev igen hans drømme, og hans blev mine.

Før vi vidste af det, var det blevet morgen og mine forældre kom ind arm i arm. Vi satte os op og så på dem med samme øjne. Men de blev bange og ville ikke komme nærmere.

Selvom vi græd med dobbelttårer, hentede de kagekoneformen, og det kunne ikke gå stærkt nok. Men vi var hurtigere end dem. Vi rejste os i ét hug. Med dobbeltmund skreg vi. Vi kastede os frem og slugte dem. Vores mave blev så rund, at den bredte sig på både forside og bagside. Så gik vi udenfor, og vi så solen for allerførste gang.

Så knækkede vi sammen på midten og kastede op, indtil solen gik ned. Det gør vi stadig.