Da mox var dreng

“Dengang mor var dreng” er måske en floskel og en joke, men også en grundlæggende, eksistentiel følelse af at være mig. Og hvem er jeg så?

Jeg blev født seks uger for tidligt, i efteråret 1964. Dagen før min storebror blev 1 år. Noget, jeg har drillet ham med, lige siden. Min familie var ellevilde, ikke mindst min mormor, fordi familien, som på det tidspunkt bestod af en masse onkler og fætre, endelig troede at de fik en lille pige: En dukke, de kunne nusle og pusle om, give pæne kjoler på og vise frem.

Hvad ingen af familien vidste var, at godt nok var min krop fysisk en piges, men i mit sind var jeg mere en dreng, og det var jeg aldrig i tvivl om. Det kom til udtryk på mange måder. Så snart jeg var i stand til at give mere direkte udtryk for, hvad jeg kunne lide og bestemt ikke kunne lide, nægtede jeg at have kjole på. Jeg nægtede at sidde stille, at lære at strikke osv. Der var legetøj, jeg ikke ville lege med, med mindre jeg selv måtte bestemme, hvordan det skulle bruges. Min storebrors biler og bolde og bondegård med dyr var langt mere interessante end min Barbie. Min mor har fortalt, at da vi ikke var mere end et par år gamle, samlede min bror desperat sit legetøj sammen og løb, når jeg nærmede mig ham. Mens han skreg “mor, mor, hun bider!” Det var en måde at få min vilje på, når ordene ikke slog til. Jeg var, og er, umætteligt nysgerrig og umulig at holde styr på i så meget som fem minutter.

Da jeg en dag skulle til børnefødselsdag hos en nabo, jeg var godt 2 år gammel, gav min mor mig en hvid, strikket bomuldskjole på. Efter fejringen blev jeg afleveret af en grædende mor til fødselsdagsbarnet. Min kjole var ikke længere hvid, den var brun. Helt nøjagtigt kakaomælksbrun. Det var lykkedes mig at få en hel kop hældt ned over mig på et øjeblik. Min mors reaktion? Lettelse over, at det ikke var meget værre! Jeg var den, der kunne blive beskidt af bare at se på en vandpyt eller en sandkasse. Jeg kan stadig ikke have noget hvidt på, uden at det virker som en magnet for snavs. Min mor har et foto af min bror og jeg omkring 3 og 4 år. Jeg er næsten sortgrå, mens min bror er ren og pæn og nydelig. Min mor lærte hurtigt, at hvis min bror skulle have en skovl i fødselsdagsgave, var hun nødt til også at give mig én. Hun var lidt længere tid om at opdage, at hun bestemt ikke skulle give ham en blå og mig en rød. For så blev der slåskamp. Det vil sige, at jeg sloges, til jeg fik min vilje. I dette tilfælde den blå skovl, ja tak! Ikke så meget fordi den var blå, men fordi de var forskellige. Farver havde jeg ikke nogen kønsholdninger til.

Mine onkler og tanter gruede altid for mit besøg, for jeg skulle helst både kravle op på alting og hoppe i deres møbler. Min mor sagde en masse gange hver dag, at jeg skulle “sidde stille,” eller “sidde ordentligt". Stuearrest var et velkendt begreb i min verden. Jeg var et muntert og idérigt barn, lo ofte og fandt på flere narrestreger end Emil fra Lønneberg og Pippi tilsammen. Min farmor opkaldte mig da også efter den mest geskæftige og møgbeskidte unge fra “Børnene på Krageøen”.

-

Den første skoledag drønede jeg lige hen til de andre drenge for at lege. Imens sad forældrene på rad og række i skolegården og lærte hinanden lidt at kende. “Nå,” spurgte de min mor, “hvem er så dit barn?” Hun pegede på mig, og alle var enige i, at jeg da vist var en sød dreng. Det skete ofte, når vi var ude at handle eller på tur i øvrigt, at folk omtalte mig som dreng. Jeg kan stadig mærke det øjeblik af varm glæde, helt ud i tæerne, hvis de sagde “han/ham”. Uvægerligt efterfulgt af skuffelsen, når min mor rettede dem. Begrebet “køn” har aldrig rigtigt givet mening for mig. Når de sagde ting som “sådan opfører en pige sig ikke,” kunne jeg ikke se, hvad det havde med mig at gøre.

Det er helt sikkert, at jeg godt vidste, at jeg var sat i den kasse, der hed “pige”, med de kropsdele eller mangel på samme, jeg havde. Men at det skulle være noget, der ellers påvirkede min hverdag, gav slet ikke mening. Jeg var altid en af drengene, og jeg havde intet ønske om at være en af pigerne. Det, de syntes var interessant, kunne jeg slet ikke se mig selv være med i. Det værste, jeg vidste, var at blive delt op i kønnede grupper. Fordi lærerne insisterede på at sende mig i pigegruppen, uanset hvor meget, jeg protesterede.

-

Jeg har gået på 2 skoler, den første fra 1.-6. klasse. Her var der plads til, at jeg kunne være mig, og vi blev ikke delt op til håndarbejde eller sløjd eller gymnastik. I de første år var jeg med til alle drengenes børnefødselsdage og de fleste pigers. Men da vi nåede til 5. klasse, begyndte hormonerne at ramme klassens dynamik. Det var jeg slet ikke forberedt på. Pludselig ville mine venner hellere hænge efter pigerne, beundre, lege med og drille dem. Det betød, at jeg stille og roligt blev kørt ud på et sidespor, og jeg begyndte at føle mig oftere alene. Jeg prøvede en overgang at opføre mig ligesom pigerne. Prøve at blive en del af deres gruppe. Men jeg ville bare meget hellere spille bold og klatre i træer, end lege “kysselege” og tale om tøj og sminke, så det fungerede slet ikke.

Da jeg skulle starte i 7. klasse flyttede min familie, og jeg kom til at gå på en skole, hvor kønsrollerne var endnu mere skarpe. Pigerne ville ikke tale med mig, for vi havde intet tilfælles, og drengene ville ikke have mig med i deres lege, for jeg var jo en pige. Det blev nogle hårde år, hvor jeg for alvor lærte følelsen af at være ensom og forkert at kende. Vi havde en ungdomsklub tæt på, hvor jeg boede. Jeg fik et tre-måneders medlemskab dertil i fødselsdagsgave, da jeg blev 14. Selvfølgelig ville jeg gerne se, hvad det var for noget. Men også klubben og dens aktiviteter var meget kønsopdelt. Det var dengang, jeg lærte, at piger åbenbart altid gik på toilettet sammen, og at det var for at de kunne tale i ét væk om drenge, sminke, filmstjerner, tøj osv. Når jeg gik på toilettet, var det for at tisse.

-

Efterhånden, som jeg blev ældre, blev samspillet med andre mere og mere problematisk for mig og mit køn, eller mangel på samme. Jeg var blevet spejder og gik op i det med liv og sjæl. Især det at bygge med reb og rafter og løbe orienteringsløb var blandt mine spidskompetencer. Jeg avancerede hurtigt til leder af min egen patrulje og deltog ivrigt i al slags praktisk arbejde. Som for eksempel at losse rafter, pakke trailer, indsamle ting til loppemarkeder. Jeg slæbte ting og sager og følte mig hjemme mellem de andre ledere, som typisk var drenge og unge mænd. Jeg forstod dog ikke deres bekymring om, hvorvidt jeg kunne løfte de tungere ting, for jeg var jo lige så stærk som dem. Da jeg, i hvert fald fysisk, var en pige, men ellers klædte mig som de andre drenge, begyndte jeg at få underlige spørgsmål af andre spejdere, når vi mødtes til træf af forskellig art. De spurgte om, hvilket køn jeg var, og om jeg måske var lesbisk. Jeg var aldrig rigtigt sikker på, hvad jeg skulle svare dem. Jeg følte mig hverken som pige eller dreng.

Drengene og mændene omkring mig gav, som årene gik, mere og mere udtryk for den opfattelse, at eftersom jeg jo søgte deres selskab, måtte det være fordi jeg var ude på at være sammen med dem på mere intime måder. Det kom fuldstændigt bag på mig. Især, hver gang én eller anden pludselig mente, jeg havde “lovet” ham sexuelle ydelser. At jeg udsendte indbydende signaler, for hvad kunne jeg ellers ville være i deres selskab for? Pigerne og kvinderne begyndte at sige, at jeg var farlig. At jeg stjal deres kærester og så videre i den dur. Så det, jeg elskede allermest; at være spejder, måtte jeg modstræbende melde mig ud af. Det foregik i etaper, først skiftede jeg kreds, siden landsdel og til sidst, nedbrudt og fortvivlet, måtte jeg stoppe helt. Jeg endte med at have følelsen af, at godt nok var jeg ikke en pige i sindet, men så sandelig heller ikke en mand. For deres tankegang lå mig lige så fjernt som kvindernes. Og det, at skulle være en mand, har åbenbart lige så mange regler for, hvad man må og kan og skal eller ikke skal, som at være kvinde.

-

Havde det så bare været et problem som spejder, havde det måske lige været til at klare. Men det samme gjorde sig jo gældende både på uddannelser og i jobs. Jeg passede simpelthen aldrig ind. Min løsning blev, da jeg efterhånden havde mistet de fleste af mine venner, at jeg tvang mig selv til at prøve at være som mit fysiske køn. Prøvede at klæde mig mere feminint og prøve at få veninder i stedet for venner. Det lykkedes til en vis grad, for jeg blev gift, fik mand og et barn, og jeg blev indlemmet i “kone-klubben”, hvor vi mødtes en gang om måneden, for at lave mad, drikke vin og tale om kvindeting. Jeg indrømmer ærligt, at jeg aldrig helt forstod gamet, eller hvorfor de ville have mig med i klubben.

Jeg vil spare jer for de kedelige detaljer og kun sige, at selvfølgelig holdt det ægteskab ikke. Jeg tog voldsomt på i vægt og faldt ned i et sort mentalt hul, kun holdt oppe af kampen for mit barns behov og trivsel. Det var en konsekvens af, konstant at forsøge at passe ind i en kasse, der bare altid var helt forkert. Atter engang trak jeg teltpælene op og flyttede med mit barn hen til et sted, hvor jeg kunne være mere mig selv.

-

Mit barn og jeg er meget ens på rigtigt mange måder. Vi har de samme interesser, samme tankegang, samme verdensopfattelse. Hvilket på en måde blev min redning. For da mit barn pludselig en dag sprang ud som trans, gik der et lys op for mig. Det var jo i virkeligheden også mig, der lignede dem. Her var en verden, hvor der var forståelse for, at vi ikke behøver passe ind i andres kasser. Hvor vi ikke behøver at lave om på os selv og den måde, vi er på. Jeg lærte en masse nye ord som ‘cis-’, ‘transmasc’, ‘nonbinær’ osv. Sikke en åbenbaring! Jeg var ikke alene, jeg havde mulighed for at få et netværk af folk som mig selv. Det unge menneske fik selvfølgelig al min støtte og vi fik kontakt til en forening, der netop støtter børn og unge og deres familier, i at være transkønnet. Vi fik kontaktet Center for Kønsidentitet og var så heldige at få hjælp og støtte den vej. Det var dengang, jeg blev opmærksom på, hvor meget jeg krøllede tæerne, når jeg blev kaldt ‘mor’. Mit barn og jeg tog en god snak om det, og blev enige om, at ‘mox’, det kunne både de og jeg fungere med.

Sideløbende med kontakten til CfK blev mit barn diagnosticeret med autisme. Også her kunne jeg se store paralleller til mig selv. Jeg gav mig til at søge på nettet om alt, hvad jeg kunne få fat i om både autisme og transkønnethed. Det viste sig, at der er store sammenfald i de to, ellers ikke relaterede tilstande. Fx oplyste CfK mig om, at blandt de børn og unge, de har inde omkring dem, er ca. 33% autister. Nogle er allerede udredt før de starter, andre bliver det først i forløbet. Generelt er autister og folk med ADHD åbenbart mindre køns-konforme og mere accepterende og eksperimenterende end neurotypiske, med hensyn til både kønsroller og seksualitet.

Jeg sprang selv ud som nonbinær, intetkøn/maskulin kort tid efter, og blev i 2021 udredt med autisme og ADHD. Endelig faldt også de sidste brikker på plads, fortid og nutid, og alt det, jeg havde været igennem. Det gav en stor ro og selvforståelse at smide alle de masker, samfundet har påduttet mig, og bare være mig.

Jeg er, trods alle odds, landet godt og sikkert og vil nyde at leve resten af mit liv, sikker på mig selv og min berettigelse.