Kilogram

Mindreværdskomplekset man får af at rykke en maskine fra 80kg til 25 efter den sidste, der brugte den.

Et muskelbundt kommer op til mig og retter min form og jeg ville så brændende ønske, at jeg var ham, at jeg ikke var 1’70 og bygget som en tændstik og jeg ville næsten ønske, at han ville bede om at se mit sygesikringskort, så jeg kunne vise ham 9-tallet til sidst, så jeg kunne sige til ham, “se, vi er mere ens, end du tror” og jeg kunne skrige fra tagene, at jeg nok en dag skal se stor og skræmmende ud ligesom ham, at jeg en dag vil have klumper, der stikker ud fra brystet, som jeg har arbejdet for, og ikke er blevet påtvunget.

Når jeg brokker mig over bipolar’en griner min mor, og siger, at jeg må klage til producenten, når det er testosteronen (eller manglen på samme) siger hun, at det er tættere på, end det føles, og det ved jeg, at vi bliver nødt til at sige til os selv, når CKI tilbyder mig et “individualiseret forløb”, og hun sukker og siger “i det mindste var det ikke et nej”.

Der har altid været noget med de satans hormoner, østrogenet begyndte at boble, da jeg var syv, puberteten satte tænderne i mig alt for tidligt og jeg købte min første BH, da jeg var otte, det føltes som en syg joke, jeg kradser mig lidt under båndet på Puma-toppen under min fars t-shirt, da muskelbundtet går, læner jeg mig forover igen, selvom jeg ikke må; jeg vil hellere knække rygraden end at have bryster.

Jeg sukker og tager fem kilo af maskinen, fremskridt er fremskridt, men det går så langsomt, tiden til T snegler sig forbi og efterlader mucusspor af de forkerte hormoner, jeg trækker stangen op mod mig med en vrede mod systemet, jeg skal vise dem, skal jeg, hver gang mine skuldre knækker er det en fuckfinger til CKI, jeg bliver afsluttet, hvis jeg er aggressiv, siger de, så jeg bider min tunge, mens de snakker om, hvor “svær at retfærdiggøre” jeg er med den satans psykoselidelse, jeg er ikke “sociopsykologisk afklaret”, men min hjerne føles klar, der er næsten ingen tanker, kun strækket i overarmene, kun ønsket om, at de kunne se mig lige nu.

Jeg kan kun trække min egen vægt rent metaforisk, jeg har ramt 55.5kg af krop for sexologens skyld men kan højest hive de førnævnte 25 ned til mit bryst, mens jeg sidder og stønner på bænken og jeg ved godt, at det ikke altid er en kamp, men jeg kæmper lige nu, jeg slæber mine ømme ben op af trappen i Aalborg og gør alt for ikke at græde foran psykologen, der siger “et år, måske”, jeg tager de sidste to hiv ned mod brystkassen og giver slip, for én gangs skyld giver jeg slip, jeg læner mig tilbage og er i et øjeblik så stolt, at jeg glemmer, hvordan T-shirten falder, men kun i et øjeblik, indtil jeg ser en fyr stå og vente på maskinen, og diskret sætter jeg nøglen 5kg op igen, og rejser mig, nikker opad til ham, han nikker anerkendende tilbage.

Jeg kigger mod udgangen, jeg kigger på mit bryst, jeg kigger på den næste maskine, jeg går over og sætter mig på den sorte læderbænk.

Jeg rykker nøglen fra 80kg til 25.