Fletninger

Jeg trykker let og lidt eftertænksomt på computertasterne med mine negle. Klør mit hår. Mærker neglespidserne mod min hårbund. De skal snart klippes igen. Jeg tripper lidt med foden denne gang og fanger mit spejlbillede i vinduet. Når lige at se solen gå ned udenfor, bag tunge skyer. Mit hår er lidt ligesom skyerne, fyldigt og tæt. Det skal også snart klippes igen.

Mit hår har været igennem meget de 28 år, jeg har været i live. Stramme fletninger, forskellige længder, elastikker, perler, glattejern, kemikalier, filtrede knuder, krøllejern, knækkede kamme, barbermaskiner; listen har ingen ende. Det har lidt, hver gang mit mentale helbred har skrantet, men det har også fået nyt liv igen, når jeg fik overskuddet tilbage. Jeg har både været pavestolt af mit hår og afskyet det så meget, at jeg helst ville barbere det hele af og have hat på for evigt.

Sekundet jeg hørte, at testosteron kunne få håret på hovedet til at falde af, og skægget på hagen og overlæben til at skyde frem, rømmede jeg mig lidt for mig selv. Var lettet over, at jeg var ret “heldig” i den afdeling. Min mor har altid sagt, at mit hår vokser som ukrudt, og det har hun skam ret i. Jeg arvede både min fars tykke, glatte hår og min mors smukke, tætte krøller og fik et interessant miskmask af teksturer i mit hår. Nogle af hårstråene er glatte som det blødeste garn, andre lige så krøllede og krusede som uldet på et får. Desuden havde begge mine bedstefædre alt håret på deres hoveder hele livet, så jeg skulle ikke bekymre mig om hårtab i mine gamle dage. Til gengæld halter det lidt med ansigtsbehåringen stadig, selvom det er et par år siden, at jeg startede på testosteron. Jeg ville ønske, jeg også havde arvet min morfars imponerende skæg.

Da jeg var lille, var mit hår meget beundret. Lange, søde fletninger, der endte i perler eller elastikker i alskens farver og former. Folk syntes, det var så bedårende, og nogle var ikke blege for at prøve at røre ved det, hvilket jeg ikke syntes synderligt meget om. Især ikke efter alt det besvær, der gik i at få det til at se så flot ud.
“Wash day”, som sorte kvinder kalder de dage, hvor de giver håret den helt store tur og både reder og vasker det godt igennem, var et sensorisk mareridt for mig som barn. Jeg glemmer aldrig, hvor længe det tog min mor at vaske, rede igennem og flette mit hår hver gang, hvilket let kunne tage timer. Hvordan jeg ville stortude, når kammen satte sig fast, eller der blev hevet lidt for hårdt for at stramme fletningerne op, når det endelig var klar, og min hovedbund sitrede resten af dagen. Jeg misundede mine brødre, der bare skulle klippes med trimmeren og kunne vende tilbage til at lege på ingen tid.

Der er dog en mening med alt det foreliggende arbejde med håret. Alle de mange forskellige slags fletninger, som min hårtype er lavet til,“protective hairstyles”, beskytter håret mod vind og vejr og giver det en pause fra kemikalier, så det kan gro sundere ud i fred og ro. Kulturelt har de mange stile også haft stor betydning, og mange, især kvinder, lærer fra deres mødre, hvordan de fletter hår. Det var (og er jeg stadig) desværre for klodset til at kunne gøre på mig selv, så jeg har altid overladt det til min mor, hvilket har givet hende rig mulighed for at eksperimentere med forskellige looks. Der er også noget intimt ved at få flettet sit eget hår eller flette andres. Det var noget, som min mor og jeg havde sammen, noget der bragte mig lidt tættere på hende og på mine caribiske rødder, når jeg ikke kunne mærke havgus eller den tunge, tropiske luft mod min hud.

Duften af cocoa butter og petroleum jelly, mens min mor og jeg så TV og ordnede hår, er meget distinkte i mit sind stadig. Hendes negle i min hovedbund, mens jeg fik vasket hår, var og er stadig den mest beroligende følelse, jeg kender. Selvom jeg som barn ikke forstod, hvorfor jeg skulle igennem alt det besvær, kan jeg nu godt se, hvor meget kærlighed og dedikation der ligger i den proces. Hvor meget kærlighed som min mor lagde i at passe mit hår. Det er også derfor, at jeg helst kun vil lade min mor flette mit hår, for det føles bare mere rigtigt, mere særligt, når det er hende, der gør det.

Jeg har ondt af mit yngre selv, der, som årene gik, blev så dysforisk ved tanken om at have fletninger i håret, at de stoppede med at få dem lavet. Et barn, der så gerne ville slippe for opmærksomheden og forventningerne, der fulgte med, ved at blive set som pige. Som ikke havde sprog for den ubehagelige følelse, som det bragte op. Hvis det bare var lige så kort som deres brødres, ville de ikke skulle gå igennem alt det besvær. Hvis det bare var kort, ville folk måske ikke hele tiden bruge “hun” omkring dem.

Jeg piller lidt ved spidserne af mit tykke hår. Trækker en af de krøllede lokker ud i sin fulde længde og ser det springe tilbage i sin form. Overvejer at vaske det. Sukker over tanken om, hvor længe det tager, og hvor mange skridt der skal til, før det er rent og tørt igen. Jeg synker tilbage i sædet. Det er aldrig helt det samme, når jeg selv skal til det.

Det var noget af et sus, der gik igennem kroppen, første gang jeg fik klippet håret helt kort. Jeg følte mig mere fri, mere “rigtig” med kort hår, og jeg kunne godt lide, hvor puffet mit hår kunne blive, uden at det krævede det store arbejde at passe. Tiden, det tog at pleje håret, blev også betydeligt kortet ned til at være tættere på 20 minutter i stedet for en time.

Jeg kører en hånd gennem håret, mens jeg venter på at bruserens vand ude på badeværelset bliver varmere. Finder alt det, jeg skal bruge frem: shampoo, conditioner, børste og kam. Laver en mental note om at købe ny hårolie næste gang, jeg er i byen. Jeg har heldigvis dagen fri, så jeg kan tage mig god tid. Jeg ænser min refleksion i mit badeværelsesspejl, de to ar, der snor sig langs mit bryst. Smiler lidt for mig selv, inden jeg hopper under bruseren.

Som tiden gik, i takt med at jeg kom længere i min transition, og flere og flere så mig som den jeg var og adresserede mig korrekt, gik det op for mig, hvor meget jeg var begyndt at hvile i mig selv. I det mindste når det kom til mit udseende. Jeg følte pludselig ikke længere, at jeg skulle prøve så hårdt for at “passe” hele tiden, at skulle ligne en af drengene. Før jeg vidste af det, var jeg det jo allerede. Som tiden gik, begyndte jeg nænsomt at grave de feminine ting frem igen, som jeg trods alt altid har kunnet lide. Gik i det farvestrålende tøj, jeg ville, lakerede mine negle, gik med smykker og øreringe. Men håret forblev kort. Jeg havde forbundet så meget med langt hår og femininitet og frygtede, at folk ville læse mig forkert, hvis det var for langt. Hvis det var i fletninger.  Jeg ville egentlig gerne have dem igen, men jeg tøvede stadig. Hvad hvis folk så ville begynde at læse mig forkert?

Men hvem siger, at man SKAL følge reglerne?

Der er trods alt så mange måder at være mand på. Så mange måder at være menneske på. Der er trods alt ingen grund til, at jeg skulle kæmpe så hårdt for at undslippe én kasse for så at tvinge mig selv ned i en ny. Jeg har efterhånden flettet min egen kurv, der passer bedst til mig.

Da jeg var på besøg hos min mor for et par måneder siden, spurgte hun mig endda, om hun kunne prøve at flette det igen, og noget i mig fik mig til at sige ja. Mens vi var igang, vældede det hele op i mig igen. Alle de minder om timelange sessioner af hårvask, trækken i håret og hovedpine, det skulle til, før jeg kunne ånde lettet op. “Du ligner virkelig en mand nu!” fniste min mor, efter hun var færdig, “prøv at se dig i spejlet”. Da jeg så det, var min dysfori dog erstattet af en mærkelig form for ro. Kortklippet i siderne og med små cornrows twistet for enderne, så jeg ikke behøvede elastikker i. Jeg lignede skam stadig mig selv. Selvfølgelig!

Jeg børster håret igennem under det varme vand, inden det er tid til conditioner. Efter det har siddet, kan jeg endelig skylle håret igennem en sidste gang. Tørre det af med et håndklæde og køre lidt creme igennem det med fingerspidserne. De våde krøller giver sig med lethed og lægger sig mageligt over min pande. Selvom det er klippet lidt kort igen for tiden, drømmer jeg om at gro det rigtig langt i toppen, så det kan flettes igen. Så vil jeg binde dem i en knold, når jeg skal på arbejde, og lade dem hænge, når jeg har fri.
Måske endda flette nogle perler ind i dem igen.

Det tager heldigvis ikke så lang tid at gro.