Min krop er en transkønnet krop
I efteråret 2024 er jeg ude og holde foredrag på én af de danske klinikker, der ”tager sig af borgere, der ønsker sundhedsfaglig hjælp i forbindelse med kønsidentitetsforhold”, som der står på klinikkens hjemmeside. Det vil sige, at det er en klinik, som står for behandling af transkønnede. Min forskningsafdeling på universitetet, hvor jeg arbejder, er inviteret til at holde et oplæg om kønsforskning på klinikkens interne uddannelsesdag.
Jeg har af flere grunde blandede følelser om oplægget allerede inden, vi tager afsted. Jeg er glad for at være inviteret, men på hjemmesiden kan jeg også læse, at uddannelsesdagen er del af afdelingens selvevaluering, som jeg tænker, er en reaktion på de negative patientevalueringer, jeg ved, de har modtaget. Det gør mig i tvivl om, hvorvidt uddannelsesdagen virkelig er noget, de ansatte efterspørger og ønsker at lære af, eller om det mere er noget, der skal “krydses af” for at imødegå kritik og hvad dét i givet fald kommer til at betyde for samtalen. Jeg synes under alle omstændigheder, at det er vigtigt, at vi bidrager.
En anden grund til min ambivalens er, at jeg selv er en af de patienter, som modtager kønsbekræftende behandling via netop denne klinik, og som for nylig har været igennem det månedlange (for nogle årelange) samtaleforløb, som man skal igennem for at få adgang til de hormoner, jeg tidligere har skaffet uden om klinikken. Et forløb, som består af en række samtaler med forskellige psykologer eller læger, hvis opgave det er at diagnosticere patienten med “kønsdysfori”, hvilket er en forudsætning for at opnå adgang til behandlingen.
Jeg har mange følelser omkring dét forløb – meget jeg kunne have lyst til at meddele behandlerne – men min opgave er at være der som kønsforsker og at formidle et kønsvidenskabeligt perspektiv på køn og identitet. Jeg vil gerne tilbyde en trans vinkel på køn og diskutere de normative kønsforståelser i det medicinske system, som forskere og brugere har vist kan være et problem i sundhedssystemet. Jeg vil gerne gøre en forskel for andre transpersoner. Jeg synes ikke, det skal handle om mig.
Så jeg ankommer som kønsforsker, ikke som transperson. Faktisk har jeg en mistanke om, at klinikken ikke er klar over, at forskeren også er transperson og én af deres brugere. Det er min ciskønnede kollega, der har modtaget mailen med invitationen på vegne af vores afdeling, og vi skal holde oplægget sammen. Min tredje kollega er med som tilhører i publikum. Det er rart ikke at være der alene.
Dagen består af to oplæg. Vores oplæg om “Køn” skal følge efter et andet oplæg om begrebet “Identitet”, hvormed klinikken så at sige dækker ”køns-identitet” som sit område. Identitetsoplægget bliver givet af en taler fra et kendt filosofisk kollektiv. Jeg kender godt kollektivet fra deres spændende kulturanalyser, der ofte bliver trykt i aviserne, og hvis ærinde efter eget udsagn er den kritiske og samfundsforandrende aktivistiske tænkning i traditionen fra Marx, Freud og Lacan til moderne foucaultiansk og feministisk filosofi.
Taleren må tidligere have holdt foredrag for afdelingen, for han indleder med at takke for at være blevet budt tilbage. Hans oplæg gennemgår den vestlige filosofihistories tanker om identitetens væsen. Hvad er identitet? Hvad betyder det, at “A = A”? Hvor mange sten skal der til, før en bunke udgør én bunke? Jeg genkender filosofferne og argumenterne fra min egen uddannelse i filosofi og husker min begejstring over de principielle spørgsmål om virkelighedens og erkendelsens natur.
“Måske,” siger taleren, “skal vi være mere kritiske over for ideen om, at man overhovedet kan ‘have’ en identitet?” Det er en spændende diskussion, og tilhørerne er meget interesserede. De læner sig frem, har mange spørgsmål. De vil gerne vise, at de forstår, hvad han forklarer og samtidig, at de har respekt for, hvor svære de abstrakte pointer kan være, og at de måske har misforstået noget: “Nu ved jeg ikke, om jeg har forstået rigtigt, men kan man sige det sådan, at…”, indleder de, når de spørger. De anstrenger sig, gør sig umage.
En af tilhørerne, som præsenterer sig som psykolog, kommenterer, at han selv finder det betænkeligt, at mange af deres brugere er så opsatte på at konstruere en identitet som “det modsatte køn” eller som “transpersoner”. At de alle så gerne vil fortælle om en sammenhængende identitet, der “går helt tilbage til barndommen”, som han siger. Det må man godt være kritisk over for, synes han, for det kan godt virke lidt betænkeligt. Jeg deltager ikke i diskussionen, men jeg tænker på, at det første, jeg selv blev spurgt om i mit eget samtaleforløb var: “Fortæl mig om din barndom. Hvordan oplevede du dit køn dér?” Jeg tænker på, hvordan jeg til alle de samtaler, jeg deltog i, blev opfordret til at fortælle “min historie” fra jeg var barn og frem. Hvordan den historie, jeg fortalte, møjsommeligt står nedfældet i min journal, og hvordan jeg havde fornemmelsen af at blive krydsforhørt. Jeg tænker på transforskeren Jay Prossers udsagn om, at når det kommer til trans, er det autobiografien, der er lægevidenskabens foretrukne diagnosticeringsværktøj.
Filosoffen er meget enig med psykologen. Det er også det, han er kritisk over for, når han hører transpersoner i medierne. Deres tiltro til identiteten som fænomen kan han godt være skeptisk over for. “Derfor”, slutter han, “er jeg også glad for, at det er jer, der har påtaget jer den store opgave at tage beslutningen om, hvem der skal have lov til at skifte køn og ikke mig. For det er sørme en stor beslutning.” Jeg sidder på tilskuerrækkerne. Jeg rækker ikke hånden op. Det er ikke min tur til at tale.
I den korte pause mellem oplæggene, går jeg op til ham og præsenterer mig selv og min kollega. “Vi er forskere fra Center for køn, seksualitet og forskellighed”, siger jeg.
“Ok?” siger filosoffen.
“Vi skal tale om identitetsspørgsmålet,” siger jeg.
“Som det ser ud fra et trans-perspektiv,” siger jeg.
“Ok,” siger filosoffen. Han tager regntøj på. Han skal videre.
Min kollega og jeg går på efter en kort velkomst og præsentation fra afdelingens leder. Jeg har besluttet at indlede med ikke blot at situere mig som kønsforsker, men også som transperson og som én af afdelingens brugere. Efter det filosofiske oplæg føles det magtpåliggende at tydeliggøre, at det ikke er alle oplægsholdere, der kan tillade sig at betragte transspørgsmålet som en abstrakt filosofisk tænkeøvelse. Jeg tænker også, at nogle af afdelingens ansatte, måske kan genkende mig.
Min kollega og jeg lægger ud med at fortælle om den mandsdominerede lægevidenskabs udvikling frem mod mere ligestilling. At kampen for fri abort ikke kun handlede om at undgå uønskede graviditeter, men også om kvinders principielle ret til at bestemme over deres egen krop. Om hvordan adgangen til prævention for kvinder langt op i forrige århundrede blev administreret af primært mandlige læger, evt. i samtaler med kvindernes ægtemænd eller fædre, som skulle give tilladelse til den bid af kropslig frihed, man mente at kvinderne ikke selv kunne administrere. Hvordan medicinske spørgsmål angående kvindens krop var noget, man forestillede sig, at kun mænd kunne afgøre objektivt. Min kollega fortæller om, hvordan forskningen er gået fra at undersøge, hvordan man kunne begrænse eller helbrede homoseksualitet til at stille spørgsmål ved heteroseksualitet som norm. Ikke “er homoer lige så gode forældre som heteroseksuelle?” – men: “Hvorfor skal familieduelighed måles efter en hetero-kernefamilie målestok?”
Tilhøreren virker meget enige, de nikker: Jo: Kvinder skal bestemme over egen krop. Ja: Det er tendentiøst, at der ingen kvindelige læger var. Nej: Homoseksuelle er ikke bare en dårlig kopi af heteroseksuelle. Det er klart.
I oplæggets sidste del introducerer jeg kritikken af cis-normativitet: Jeg fortæller om, hvordan cis-normen har mange lighedspunkter med hetero-normen. Om at de medicinske diskurser om transpersoner primært bygger på viden formuleret af cis-personer, selvom transforskning udført af transpersoner har været et voksende felt siden årtusindskiftet. At beslutningen om, hvorvidt man må transitionere i stort set 100% af tilfældene tages af læger og psykologer, der selv er ciskønnede. Jeg fortæller om paradokset ved, at nogle behandlingsformer fremstår som “kønsbekræftende”, når transpersoner benytter dem, men at det samme ikke gælder, når det er ciskønnede, der modtager samme behandling. At størstedelen af den kønsbekræftende behandling faktisk er udviklet til og benyttes af cispersoner, fx hormonbehandling. Jeg fortæller en anekdotisk, men sand historie om en ciskønnet mandlig bekendt, som efter et vægttab havde fået ’mandebryster’, som han gerne ville af med, og som blev godkendt til en top-operation – den samme som jeg selv har fået – efter en 5 minutters samtale med sin egen praktiserende læge. En proces, der kan tage årevis for transmænd.
Så længe vi taler om ciskvinder og homoseksuelle, er alle med. Men da vi når til oplæggets sidste del, sker der en markant ændring med rummet. Der bliver mere åbenlys dårlig stemning. Folk sidder uroligt på stolene. Jeg fornemmer, at rummet er delt mellem en gruppe tavse interesserede og resten. Især to tilhørere stønner højlydt, ryster på hovedet og himler med øjnene, mens jeg taler. Den ene rækker hånden op:
“Det er forkert, det du siger”.
“Ok?” siger jeg.
“Homoseksuelle og transpersoner har ikke noget med hinanden at gøre. Det er to forskellige ting”.
Jeg siger, at det er jeg, som transperson, godt klar over, men at jeg synes, at sammenligningen alligevel er illustrativ.
“Og det er også forkert, når du kalder behandlingerne af ciskønnede for kønsbekræftende. Det har overhovedet ikke noget med hinanden at gøre”.
“Hvad mener du?” spørger jeg.
“Ja, det er jo på grund af mange ting. At man som mand sveder mere, hvis man har overskydende hud fx”.
Jeg vælger ikke at gå ind i, hvorfor bryster skulle svede mere på cismænd end på andre mennesker, og heller ikke i, at min bekendte ikke rapporterede nogen problemer med sved, men med sin selvopfattelse som mand. I stedet siger jeg: “Jeg synes ikke, det er så forskelligt? Faktum er, at der er masser af ciskønnede behandlinger, som også basalt set fungerer kønsbekræftende, men at kun transpersoner skal gennem en specifik form for kontrol for at bekræfte deres køn”.
“Men vi bliver jo nødt til at kontrollere”, siger en anden, “man skal vel ikke bare kunne gå ind fra gaden og få hormoner?”
Mig: “Men det gør ciskønnede da hele tiden? Cis-kvinder i overgangsalderen fx?”
Tilhøreren: “Cis-kvinder i overgangsalderen er noget HELT andet end transkvinder”
Mig: “Jeg er enig i at det er noget andet, men vel ikke HELT andet…?”
“ÆGGESTOKKE!” halvråber hende, der himlede pludselig. “Der er æggestokke til forskel!”
Jeg tøver….
“Det jeg prøver at sige”, opsummere jeg, “er, at cis-normativiteten viser sig i den grundlæggende overbevisning, at det ville være bedst, hvis man helt kunne undgå, at nogen transitionerende”.
“Ja!” siger afdelingslederen. “Dét er helt givet: Det bedste ville være, hvis ingen behøvede at transitionere!”
Jeg siger, at dét minder mig om dengang, man sagde, at det ville være bedst, hvis homoseksuelle ikke behøvede at udlevede deres homoseksualitet. Jeg siger, at det er en abstraktion at forestille sig “Mons, der ikke er transitioneret”. Det ville ikke være mig, som jeg er og ønsker at være, men som det ciskønnede jeg, som nogle forestiller sig, at jeg er inde under min transkønnethed.
Hun: “Det ville da selvsagt være bedre, hvis transkønnede kunne acceptere deres krop, som den er.”
Mig; “Men det er jo det jeg gør? Min krop er en transkønnet krop. Det er det, jeg accepterer”.
“Men… Hvad så med dem der ikke transitionerer? Der er jo også transpersoner, der ikke transitionerer medicinsk”, siger lægen. “Hvad så med dem?” Hun siger ikke ”Er de så ikke rigtige transpersoner ifølge dig?” men det ligger i luften. Min kollega bryder ind og siger: ”Jeg synes faktisk ikke, det er det, vi diskuterer. Vi viser jer nogle diskursive forskelle og ligheder og nogle mulige fortolkninger. Det må være op til jer, hvordan I vil bruge eller ikke bruge det, vi har med”.
Tiden er gået og afdelingslederen siger tak for i dag. Vi tager høfligt afsked og takker gensidigt for “en spændende dag”.
-
Dagen efter oplægget skriver jeg mine oplevelser ned og tænker meget over dem. Jeg tænker over, hvad det betyder, at filosoffen med det foucaultianske perspektiv er så begejstret for lægernes mulighed for at tage beslutninger på patientens vegne. At beslutningen om transition opstilles som noget, de ciskønnede læger skal bestemme, så han – den ciskønnede filosof – ikke behøver gøre det. At den oplagte tredje mulighed, at den transkønnede bestemmer over sin egen krop, slet ikke bliver nævnt. Jeg tænker over, hvad det betyder, at han vælger at rose afdelingen for et arbejde, han ikke giver indtryk af at have nogen særlig indsigt i, og hvordan han bevæbner dem med argumenter mod transpersoners selvfortællinger, samtidigt med at han ikke prioriterer at blive og høre, hvad en transkønnet forsker har at sige til hans analyse. Transpersonen er spændende som filosofisk eksempel, men åbenbart ikke som en ligeværdig samtalepartner.
Jeg tænker på, hvad det kræver at forstå noget. På tilhørernes villighed til at overveje identitet som et filosofisk abstrakt spørgsmål – “Er A=A?” – sammenholdt med deres afvisning af at tænke på ciskønnedes behandlinger som kønsbekræftende. At diskutere hvor mange sten, der skal til en bunke, er fagligt relevant, men at betegne en ciskønnet mands top-op eller østrogen til patienter med æggestokke som “kønsbekræftede” fremstår i konteksten som hypotetisk og absurd. Jeg sammenligner den usikre forsigtighed, hvormed deres spørgsmål møder filosoffens oplæg, med deres hurtige afvisning af mit og min kollegas ditto. På hvordan rummet ikke griber lejligheden til at tilgå mødet med en ekspert-patient som en lærerig mulighed, og i stedet positionerer min viden og erfaring som en ’holdning’, det gælder om at forsvare sig imod.
Jeg oplever det som en modstand, som fletter sig sammen med en åbenlys forskel på, hvordan vi hver især ankommer til sådan et rum. Hvordan identitet er noget, nogle kan gå “for meget op i”, mens andre kan betragte den på kølig afstand, øjensynligt uden selv at være fanget i den. At være en ciskønnet behandler med et snævert defineret normsæt omkring “den raske krop”, “det gode liv” og “æggestokkenes formål” kommer på intet tidspunkt til syne som en identitet. Som Gayatri Spivak forklarer, bliver nogle baggrunde og motivationer gennemsigtige: Deres projekter, bias og mål går i ét med tapetet, mens andre står frem som nogle, der er for berørte, for overinvolverede til at behandle sagen nøgternt. I det rum kommer min situering til at fremstå upassende. En uvelkommen kropsliggørelse, der står i vejen for behandling af “problemstillingen trans” på et abstrakt og principielt plan.
Jeg tænker på mine egne blandede følelser og det følelsesarbejde, den identitetsbærende krop tit bliver pålagt. Arbejdet med at bære en dårlig stemning, som Sara Ahmed beskriver det. Den kølige, rationelle fornuft, som minoriteter på alle tidspunkter og uanset forholdene kræves at fremstå med, så man ikke reflekterer negativt på andre fra gruppen. Jeg tænker på, hvordan overarbejdet med at fremstå fattet allerede genspejler en transerfaring: På den ene side den indre affektive distance, man kan være nødt til at anlægge sig for at kunne holde ud at være i sin krop. På den anden side den tilpas grad af følelsesmæssige ro, man må udvise for at ens transitionsønske ikke skal blive affærdiget som psykisk sygdom. Følelsesmæssigt overarbejde er altid et tredobbelt arbejde, fordi det også må skjule, at det er et overarbejde. Et arbejde med at foregive at en samtale er “rimelig” eller en idéudveksling “spændende”’ snarere end grænseoverskridende og umyndiggørende.
Jeg tænker på, hvad det betyder, at jeg er inviteret som ekspert, men bliver kaldt tilbage i rollen som krydsforhørt. Som én, der skal forsvare det “synspunkt”, som min eksistens udgør. På hvad det betyder, at tvinges til et valg mellem at ugyldiggøre mig selv og mit transitionsønske eller at ugyldiggøre andre transpersoner, der ikke transitionerer medicinsk. Jeg tænker på den afpresningslogik, der ligger i dét. Tidligere var det en betingelse for at opnå behandling, at transpersonen på sigt udfasede sin relation til transmiljøet. Som medicinhistorikeren Kertil Slagstad har vist, er der en hundredeårig tradition for at mistænke vidensdeling om transkønnethed og transmedicin for at medføre “social smitte”. Både historisk og aktuelt løber kravet om kønslig autenticitet gennem kravet om at kappe forbindelserne til ligesindede – gennem et krav om demobilisering.
Jeg tænker på udråbet “ÆGGESTOKKE”, og på hvordan det, som Judith Butler ville sige, fungerer som en talehandling, der skal sætte en diskursiv stopper for, hvad køn kan være. Som om selve den henvisende funktion i sig selv udgør et argument. Jeg tænker på den trodsigt resignerede tavshed i Luka Holmegaards Hund stille og på sætningen “Det rigtige fylder for meget” i Gry Stokkendahl Dalgas’ At performe transkønnet vrede. Jeg tænker på, hvad der er mest udslettende: Dét, at behandleren ser mig direkte i øjnene og siger, at hendes projekt er at sikre, at folk som mig ikke eksisterer, eller det, at hun nægter at acceptere, at det er det, hun siger.
Jeg tænker på at magt = magt og på, hvor mange cisnormative greb, der skal til et hegemoni.
-
Jeg tænker på de “udredende samtaler”, jeg selv er gået til på samme klinik et år forinden. Samtaler, hvis formål ifølge klinikkens hjemmeside er, at “afdække den samlede situation”, men som samtidig præsenteres som “støttende og rådgivende”, det vil sige som et tilbud og en hjælp. Jeg tænker på det faktum, at hjælp og kontrol på den måde glider ud i ét. Reelt er samtalerne den afgørende adgangsport til at blive godkendt til det behandlingsforløb, som er det rigtige for mig, af grunde, jeg ikke synes rager nogen, så længe jeg selv forstår deres forskellige konsekvenser.
Til første samtale gjorde behandleren meget ud af at informere mig om, at jeg bare skulle sige til, hvis der var noget, jeg ikke havde lyst til at snakke om. “Patienten har ikke på noget tidspunkt i samtalen følt sig krænket af sprog eller ordvalg fra undertegnede”, står der i min journal. Som om jeg kunne have svaret noget andet til den behandler, som har magten til at bestemme, hvorvidt jeg skal indstilles til behandling. Som om samtalerne ikke er et medicinsk krav, og som om dét krav ikke i sig selv er krænkende. Jeg tænker på det behageligt indrettede lægerum med den gode akustik og de afdæmpede farver på væggen og på, hvordan det rum stjæler af tilliden fra psykologens klinik alene med det formål at forråde klienten. Samtykketvang i et forhørslokale forklædt som psykoterapeutisk rum. Jeg tænker på, hvor indlysende nemt dét forhold er at gennemskue og navigere efter, hvis man er over 40 og har et stort queer netværk. Men hvor anderledes det må føles, hvis man som 20-årig sidder dér og forsøger at formulere sine transitionsønsker, måske for første gang. Jeg tænker, at der næppe kan være en situation i verden, der er mindre befordrende for indsigt i, hvad transkønnethed “er”, end den behandler/forhørsleder-position, som psykologen over for mig sidder i.
-
Og så tænker jeg på den rigdom af viden, som behandleren bag skrivebordet går glip af. Den viden om transitionens mulighedsrum, der – mod alle odds – findes i transmiljøet: i litteratur, i kunst, i musik, i samtalerne med andre transpersoner. På den viden, der muliggøres, når samtalen ikke sigter på gatekeeping, men på at afsøge de uendelige, flertydige og ambivalente former, som transkategorien tilbyder – på dens multiple og modulerende potentialer, som Foucault ville sige. På trans som et mulighedsrum. På kønstransition som transition – som forandring, forskydning, forvandling, mellemspil, sceneskift, intermezzo, tronskifte... På at møde nogens drømme med nysgerrighed, begejstring, spænding: Hvad har du lyst til, at dit køn skal være for dig?