At springe ud som non-binær, en magisk talehandling

”Det er svært at blive en mand når man aldrig har været en dreng,” skriver Lasse Dyrholm Jensen i sin debut Supersoaker. Jeg bed mærke i sætningen allerede da han læste op ved sin reception sidste sommer. Jeg var overrasket over hvor stærkt den bevægede mig, selvom jeg ellers bare gik rundt og så mig selv som en helt almindelig ciskønnet homoseksuel mand. Okay, jeg havde også længe tænkt at køn er noget underligt noget. Men da sætningen langsomt faldt på plads i mig, kunne jeg ikke se det anderledes end at jeg heller aldrig selv havde været en dreng. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Jeg var godt nok blevet præsenteret og registreret sådan da jeg blev født, men socialt havde jeg aldrig været en dreng. Det var også omkring det tidspunkt sidste sommer at jeg for alvor begyndte at overveje om det overhovedet gav mening at se mig selv som mand.

Jeg er vokset op i en krop der gjorde at jeg altid blev behandlet som en dreng. I skolen skulle jeg spille fodbold med drengene selvom jeg hellere ville lave rytmisk gymnastik med pigerne. Jeg blev inviteret til drengefødselsdage hvor de andre legede røvere og soldater med plastikgeværer og plastikhjelme, og jeg prøvede at gemme mig i køkkenet og snakke med forældrene indtil det blev akavet, fordi jeg ikke kunne finde ud af at lege drengelege. Mit syn på drenge var nok rimelig meget som de fleste jævnaldrende pigers. De var irriterende, de var larmende, de var upåregnelige og tit også voldelige. Når jeg legede med nogen hvor vi selv havde valgt det, var det altid piger. Når jeg valgte fritidsaktiviteter, var det altid pigeting. Jeg gik til blokfløjte efter skole og til porcelænsmaling hvor alle andre var piger. Det fik mig aldrig til at tænke at jeg så også selv var en pige. Jeg var bare endnu mindre en dreng.

Første gang jeg følte mig hjemme i et maskulint udtryk, var da jeg begyndte at gå i byen som drag king. Flere af mine venner var drag queens, men deres vilde og opkørte måde at performe femininitet på, trak ikke i mig. Jeg var ellers ret afklaret med min egen femininitet. Jeg havde været igennem en periode hvor jeg gik i skole med eye-liner, var faretruende tynd og gik i skinny jeans og stramme brit-pop trøjer. Men min femininitet var noget fint der skulle værnes om, ikke udstilles med kunstige øjenvipper og en fake persona. I stedet klippede jeg totter af mit nakkehår og limede det på som overskæg. Jeg surrede min brystkasse sammen med sportstape og lod de øverste knapper i skovmandsskjorten stå åben så konstruktionen var synlig. Det kom bag på mig hvor mange lesbiske der pludselig syntes jeg var hot, og det kom endnu mere bag på mig at det var gensidigt.

Jeg husker en fotoserie jeg lavede til Queeruption i Barcelona. Jeg startede i fuldt drag king-outfit, baggy jeans, en grøn hættetrøje og pilotsolbriller, og endte helt nøgen. Det var en striprutine jeg havde lavet flere gange på scenen. Først viste jeg sportstapen frem, derefter et par gammeldags herreunderbukser som jeg havde stoppet ud med hvide tennissokker, og til sidst klippede jeg det hele af med en saks. Fotografen var en lesbisk pige fra Hamborg. Hun sendte mig billederne bagefter, desværre har jeg kun det første i serien endnu. Hun fortalte at hun havde vist dem til en masse af sine venner, og de var allesammen overraskede over min nøgne krop til sidst. For selvom de havde syntes at min udklædning var virkelig god og overbevisende, havde de også haft klare forestillinger om den pigekrop de forventede at finde indenunder.

Jeg må hellere indskyde at når jeg her beskriver nogen som lesbiske, er der i flere tilfælde tale om antagelser. I nogle tilfælde har jeg fået bekræftet at personer jeg kyssede med til fester, dengang så sig selv som lesbiske. De vidste hvem jeg var, men har nok også haft deres forestillinger om den soft butch de normalt ville regne med at finde bag sportstapen og det kunstige overskæg. Min udklædning som mand antydede at der var noget andet indenunder. Det var netop det at de så noget andet i mig, der tiltrak mig og fik mig til at føle mig langt mere set end når jeg performede maskulinitet for cis-bøsser. Jeg ved også at flere af dem siden hen er transitioneret til andre køn, og en har fortalt at han har husket mig som den første gay boy han kyssede med. Det er blandt andet det, jeg mener, når jeg skriver at køn er noget underligt noget. Og så var det alligevel ikke mere underligt end at vi godt kunne finde hinanden, også selvom vi ikke havde ord for det hele endnu.

Endnu en coming-out jeg har haft det seneste år, er i forhold til min autisme. Ligesom det non-binære har det føltes som en brik i mit personlige puslespil, der pludselig fik en hel masse at hænge sammen. Når jeg tænker tilbage på min skoletid, ser jeg min queerhed og min autisme som hinandens skytsengle. Hvis jeg kun havde haft den ene, er jeg bange for at jeg kunne være kommet til at skære noget af mig selv væk for at passe ind. At jeg var blevet længere i skabet og var kommet ud med stækkede vinger. Men som både queer og autist var det ligesom bare ikke en mulighed. Uanset hvor hårdt jeg havde prøvet at være en dreng, ville jeg aldrig have fattet det. Uanset hvor hårdt jeg havde prøvet at være normal, var der ingen vej ind der passede.

I processen omkring min autisme har jeg læst en masse om masking. Det er en betegnelse for når man som for eksempel autist forsøger at undertrykke følelser, vaner og naturlig opførsel for at fremstå neurotypisk. Umiddelbart var det ikke noget jeg genkendte fra mig selv. Lige siden jeg som 15-årig sprang ud med eye-liner og afblegede spikes, har min oplevelse været at når jeg gav andre lov til at se mig og risikerede at blive set som underlig, blev det for det meste taget godt imod. Jeg har aldrig masket for at være normal, tænkte jeg. Indtil jeg kom til at tænke på hvor ambivalent jeg tit har det i gay men's spaces. Jeg har aldrig været i tvivl om at min krop er velkommen der, og alligevel har jeg altid en følelse af ikke rigtigt at høre til. At jeg prøver at være noget jeg ikke er, for at passe ind der. Pludselig virkede alt det jeg havde læst om masking helt vildt genkendeligt.

Jeg har nok haft det lidt som den svenske instruktør Margit Östberg. Hun gav en workshop hvor hun præsenterede sig selv med pronomenet she. Hun sagde at hun godt var klar over at mange troede hun var non-binær, og hun havde heller ikke noget imod they, men dengang hun sprang ud, var det bare ikke en mulighed. Hvis hun var vokset op i dag, kunne hun sagtens forestille sig at hun havde fundet sig til rette i en non-binær identitet, men nu havde hun ligesom vænnet sig til at være lesbisk og butch. På samme måde gik jeg længe og tænkte at det var nok for mig bare at være en faggot. Når man er en faggot, er man heller ikke nogen rigtig mand. Forskellen er at lesbiske, transkønnede og non-binære har en lang tradition for at danne queer fællesskaber på tværs af skel, mens homoseksuelle mænd mest holder sig for sig selv, og mange af dem går rigtig meget op i det med at være rigtige mænd.

Jeg har altid følt mig mest hjemme i blandede queer spaces. De fleste af mine venner og personer jeg har datet de sidste 15 år, har da også været transkønnede og non-binære. Man skulle tro det gjorde det lettere selv at springe ud. Men jeg har nok følt at jeg, for at være velkommen i klubben, var nødt til at være ekstra obs på mine egne privilegier. Det er jo en fin ting at være, uanset hvem man er, men følelsen af hele tiden at skulle melde klart ud omkring det har ret sikkert været med til at holde mig fast i en cis-identitet. Selvom jeg længe har syntes at kønsneutralt sprogbrug i højere grad burde være normen, kunne jeg for eksempel ikke få mig selv overhovedet at nævne they som mulighed sammen med he når nogen spurgte til mine pronominer. Ikke før jeg en dag tog mig sammen, bare sagde they og var helt paf over hvor godt det føltes.

Det seneste år har været fuld af små oplevelser der bekræftede mig i at det var det rigtige. Der var Lasse Dyrholm Jensens sætning om at det er svært at blive en mand når man aldrig har været en dreng. Der var fyren der kom op til mig i en kink-workshop og spurgte om vi kunne lave den første øvelse sammen, for han var nervøs over at være et sted med så mange cis-mænd, og jeg følte mig set fordi han åbenbart slet ikke havde overvejet at jeg var en han skulle være nervøs for. Der var den aften i et gay sex space hvor jeg fra starten følte mig ved siden af og forvirret, indtil jeg fik øje på en transfyr der spankulere nøgen gennem rummet som om han ejede det hele, og min spontane reaktion var bare at føle mig lidt mindre alene.

I juni var jeg til queer kink-weekend på en middelalderborg i Thüringen. Det var en play-partner der havde inviteret mig, og det var første gang jeg præsenterede mig som they i et rum hvor de fleste var trans eller non-binære. Lige da jeg ankom, var jeg nervøs for om jeg nu ville blive accepteret som sådan. Men efter i lang tid at have fortalt mig selv at det jo også bare var et label, føltes det virkelig som en magisk talehandling. Jeg er ellers ikke typen der kalder alt muligt for magisk, men sådan oplevedes det. Jeg sagde det, og mine ord gjorde at alt det der havde rumsteret i mig så længe, nu fandtes i verden. Jeg oplevede det også som om andres blik på mig var et andet, men det er svært at sige for mit eget blik på verden ændrede sig helt sikkert da jeg droppede det med at se mig selv som mand. Seriøst, bare det at cykle en tur og mærke hvordan byen dufter bedre end nogensinde, er nok til at gøre mig helt blød i ansigtet. Jeg har ikke andet ord for det end magisk.

Jeg har tit sagt at jeg nok bare havde svært ved at relatere til personer der hele deres liv er blevet set, både af dem selv og af alle omkring dem, som mænd. Det er godt nok mest i spaces hvor alt handler om sex, at jeg kommer tæt på dem, så mit syn på dem er uden tvivl temmelig reduktivt. Der er også mænd jeg finder tiltrækkende og mænd jeg elsker, men det er altså ikke fordi de er mænd. Det jeg først of fremmest bliver tiltrukket af, er en queerness der spejler min egen. Jeg genbesøgte et gay sex space og følte mig endnu mere ved siden af end nogensinde, men ikke længere forvirret. Jeg overvejede at tage hjem uden et eneste hook-up, hvilket aldrig før var sket. Indtil den her fyr jeg har været sammen med et par gange, dukkede op. Så vidt jeg ved er han hverken trans eller non-binær, men hans Instagram er fuld af både drage- og prinsesse-cosplay, og han beskriver sig selv som nerd, og i et space fuld af rigtige mænd, var det nok til at vi kunne finde hinanden som outsidere.

Jeg var til queer social dating i min lokale boghandel. Det var for all queers, men som sædvanligt betød det at cis-bøsserne holdt sig væk. Der var lagt små farvede klistermærker frem til at sætte på vores navneskilte for at vise om vi for eksempel var åben for dating, venskab eller kink. Der var også et klistermærke der betød T4T. I sådan en sammenhæng tænker jeg at T'et står for alle der på en eller anden måde har overskredet grænserne for det binære køn, og på den måde kunne jeg vel sagtens have taget det. Alligevel lå den tid hvor jeg ville have set mig selv som aftenens eneste cis-mand, stadig for tæt på til at jeg syntes jeg kunne tillade mig det. Men at tage andre farver og springe T4T over føltes endnu mere forkert, så jeg endte med ikke at tage nogen klistermærker overhovedet.

Jeg har flere gange været den der præsenterede venner eller dates for gay sex spaces. En del var bange for om de nu var velkomne som trans eller non-binære, og vi talte om det som om det var en støtte at de fulgtes med mig. Det var det nok også eftersom jeg kendte de steder. Men når jeg tænker tilbage, kan jeg tydeligt se hvordan flere af dem faktisk forstod det med at være mand i et mandespace på en måde jeg aldrig kommer til. Jeg har helt sikkert kunnet lære dem noget om cruising, men til gengæld var de langt bedre til det med bare at stå i en rundkreds af mænd og grine sammen og rent faktisk synes det var hyggeligt. Jeg er godt klar over at det nok har krævet sit arbejde at nå dertil, garanteret også for en masse cis-bøsser. Alligevel var det helt sikkert en kæmpe støtte for mig at være der sammen med nogen jeg vidste ikke var vokset op i en forventning om at den slags bare kom naturligt.

Jeg tog til TIN skrivetræf i en anden lokal boghandel. Jeg følte mig opmuntret over at have mødt arrangøren i et gay men's space hvor jeg nok havde hjulpet ham til at føle sig lidt mindre ved siden af. Jeg stoppede i en kiosk på vejen. Invitationen sagde at man skulle tage egne drikkevarer med, og selvom jeg ikke umiddelbart var tørstig, måtte jeg hellere gøre som der stod. Det er altid lidt af en udfordring når man ikke vil have koffein, ikke for meget sukker og ingen kunstige sødestoffer. Hvis man stadig vil have noget med smag, er der stort set kun alkoholfri øl tilbage. Det kom helt bag på mig hvor akavet det ville føles at sidde i en boghandel og trække en halvliters ølflaske op af rygsækken. Jeg skyndte mig at sige at den altså var alkoholfri, og gentog det til alle havde hørt det. De morede sig vidst bare over hvor travlt jeg havde med at undskylde for den, men jeg kunne stadig ikke helt komme mig over hvor dum og mande-agtig den stod og så ud ved siden af min laptop.

Jeg tænker tilbage til kink-weekenden i Thüring. Lørdag nat havde min play-partner lagt mig i græsset med en ball-gag i munden og blikket vendt mod stjernerne mens han spankede sin sambo. En hvid prik lyste op, bevægede sig et lille stykke over himlen og forsvandt igen. Jeg havde aldrig før set et stjerneskud, men vidste ikke hvad det ellers skulle være. Bagefter spurgte han om jeg nogensinde fik lyst til at dominere ham. Vi havde datet i godt to år, og han havde flere gange nævnt at det var sjældent han gav nogen lov, og i hvert fald aldrig cis-fyre. Jeg svarede at vores dynamik var så stærk at uanset hvad jeg gjorde ved ham, ville det stadig føles som en forlængelse af hans vilje. Han lagde sin hånd over nakken på mig og smilede som han plejer når han begynder at få idéer. Jeg nævnte lyset på himlen, og han sagde at det man tror er stjerneskud, tit bare er satellitaffald der brænder op i atmosfæren. Muligvis, svarede jeg, men jeg havde allerede bestemt at det var et stjerneskud.